Tip     Print     RSS     Del    

Bibelen (Nørrebro Teater)

Af HENRIK LYDING

Offentliggjort 24.02.08 kl. 14:47

Bibelen sjovt og tankevækkende udsat for stand-up og rap.

Nørrebro Teater:

BIBELEN

Scenografi: Karin Betz

Musik: Blæs Bukki og Tue Track

Iscenesættelse: Kim Bjarke

Til 19. april.

Bibelen er vant til det. At blive til grin. Tænk bare på Monty Python. Heldigvis kan den tåle det. Og det kan vi da også, ikke?

Nu er der, så vidt jeg kan se, heller ikke noget specielt blasfemisk i Nørrebro Teaters underholdende og kommenterende genfortælling af Det Gamle og Det Nye Testamente. Præsterne får hug, såvel dem, der afskyr kvindelige af slagsen, som dem, der tordner mod lasten og selv har en rem af huden. Men ellers gælder det, bortset fra lidt slap politikersatire – Dansk Folkeparti som altid – mere en letfordøjelig og ofte begavet gennemgang af udvalgte historier fra Bibelen, suppleret med forståelig undren over dele af samme. Ikke mindst det voldsomt blodtørstige gudsbillede, der tegnes i første halvdel af bøgernes bog. Hvad er det dog for noget med alt det strafferi?

Forestillingsformen hedder skrako – en blanding af skuespil, rap og komedie – og vi har set den før på Betty Nansen. Vellykket med ”Gynt”, anstrengt med ”Købmanden”. Her fungerer den glimrende som en uhøjtidelig og afvekslende cabaret med sange, monologer og sketches. Vi begynder naturligvis med begyndelsen – slangen i paradiset får en rapsang med på vejen – siden hilser vi på Eva, hastigt videre til Kain og Abel, pædagogisk udlagt i en blanding af amerikansk vækkelsesprædikant og dansk søndagsskole, muntert med en kerne af noget alvorligt. Hvilket er en af forestillingens kønneste sider – at den grundlæggende tager sit stof alvorligt.

En skæg sketch om de dyr, der ikke kom med i Noahs ark afløses af Gud i himmelsk basisgruppe med de andre religioner, inden vi racer videre til Moses og de 10 bud. Hver gang suppleret og perspektiveret af de medvirkendes egne oplevelser, afleveret i klassisk stand-up-form. Jonatan Spang med skarpt engagement, Rune Klan som blød nørd med trylleri i ærmet og Linda P, der afleverer tilbagelænede pointer, så det er en fornøjelse. Dertil begavede sange, lækker musik og seje drenge til at aflevere dem – Blæs Bukki og Tue Track.

Efter pausen får vi ”Bibelen 2”, alias Det Nye Testamente. Det er her, folkekirkepræsterne får af grovfilen, garneret med utraditionelle kirkebønner, Jesu nedstigen til Jorden og templets ødelæggelse, bogstavelig talt. Karin Betz’ tempeldekoration er konstrueret af lette byggeklodser, der ramler sammen. Vi ender med den sidste nadver – skal vi virkelig spise Jesus? Ja, det skal I – og en fundering over det kloge i at dø ung, mens man endnu er på toppen. Det gælder i øvrigt også forestillingen selv. Den fuser lidt mod slutningen. Men ellers er det solid underholdning med masser af mening og tankegods midt i al balladen.