Willy Brandt

Willy Brandt blev født som Herbert Ernst Karl Frahm. Han voksede op under fattige kår hos sin bedstefar. Som 17-årig blev han i 1930 medlem af SPD, men gik året efter med en række andre venstrefløjsudbrydere ind i Sozialistische Arbeiterpartei Deutschlands (SAPD); udbryderne var utilfredse med SPD's accept af Heinrich Brünings borgerlige samlingsregering.

Efter nazisternes magtovertagelse måtte Herbert Frahm i foråret 1933 forlade Tyskland og kom via Danmark til Norge, hvor han arbejdede som journalist. I 1938 blev han frataget sit tyske statsborgerskab og måtte i 1940 forlægge eksilet til Sverige, da de tyske tropper angreb og invaderede Norge. I august 1940 tilkendte det norske gesandtskab i Stockholm ham norsk statsborgerskab.

Under sit eksil antog Herbert Frahm navnet Willy Brandt. Han var to gange norsk gift, og med danske medier talte han hele sit liv "skandinavisk".

Efter 2. Verdenskrigs afslutning vendte Willy Brandt tilbage til Tyskland som journalist og presseattaché ved Norges diplomatiske mission i Berlin. I 1947 blev han igen tysk statsborger, meldte sig ind i SPD og blev to år senere indvalgt i Forbundsdagen.

I perioden 1957-1966 var Brandt regerende overborgmester i Vestberlin og høstede anerkendelse for sin indsats i Berlinkriserne; særligt under opførelsen af Berlinmuren i 1961 blev han symbol på byens vilje til at modstå sovjetisk pres. Det var Willy Brandt, der i 1963 indgik den såkaldte passérseddelaftale med de østberlinske myndigheder, som gjorde det muligt for vestberlinerne at komme på kortvarige familiebesøg gennem muren til Østberlin i julen 1963 og de følgende år.

I 1964 efterfulgte Brandt Erich Ollenhauer som partiformand og blev SPD's kanslerkandidat. Sammen med Herbert Wehner indledte han en tilnærmelse til det kristeligt-demokratiske parti CDU, Vesttysklands andet store parti, hvilket i 1966 førte til dannelsen af "den store koalition" mellem SPD og unionspartierne CDU/CSU. Brandt blev udenrigsminister og indledte nyorienteringen i Tysklands- og Østpolitikken, "forandring gennem tilnærmelse".

Efter valget i 1969 indgik SPD i den socialliberale koalition med det liberale parti FDP, og Brandt blev nu Vesttysklands forbundskansler. Hans vision var at udbygge det vesttyske demokrati til en velfærdsstat efter skandinavisk model, men det lykkedes kun i mindre grad. Til gengæld førte den udsonings- og afspændingsorienterede østpolitik til aftaler med Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet og Polen, der bl.a garanterede Polens vestgrænse, samt til Berlinaftalen i 1971 om byens, især Vestberlins status.

Skiftet fra CDU til SPD på kanslerposten markerede enden på efterkrigsfasen i Vesttyskland. Skiftet viste landets status som et normalt demokrati med et styre, hvor magten veksler frem og tilbage mellem forskellige partier, og hvor regeringer overlever kriser (i modsætning til under Weimarrepublikken). Det lykkedes den nye regering at gennemføre de løfter, begge partier havde afgivet under deres valgkampagner.

Willy Brandt indledte tilnærmelsen til DDR, da han i 1970 mødtes to gange i henholdsvis Erfurt og Kassel med den østtyske ministerpræsident Willi Stoph og førte forhandlinger med ham. Forholdet til DDR blev normaliseret, uden at Brandt dog af den grund anerkendte Tysklands deling.

Europæisk enhed var et hovedmål i Brandts politik, og han var blandt dem, der engagerede sig stærkest i at nedbryde den franske modstand mod en udvidelse af EF med Storbritannien, Irland og Danmark i 1972.

I 1971 blev han tildelt Nobels Fredspris som anerkendelse for sin Østpolitik.

Brandt trådte tilbage i maj 1974, efter at hans personlige sekretær, Günter Guillaume, var blevet afsløret som østtysk spion. Inden da havde Brandt overlevet Brandt et mistillidsvotum i Forbundsdagen.

Efter sin afgang som forbundskansler forblev Willy Brandt en indflydelsesrig partiformand og forsøgte i 1980'erne at dreje partiet mod venstre. Han var formand for Nord-Syd-kommissionen fra 1977 til begyndelsen af 1980'erne og var i årene 1976-1992 tillige formand for Socialistisk Internationale. På denne post inspirerede han mange politikere i udviklingslandene til at følge socialdemokratismen.

I 1986 meddelte Brandt, at han senest på SPD's partikongres i 1988 ville gå af som formand. Han blev dog tvunget til at forlade posten allerede i marts 1987, efter at han havde ansat den græske IBM-informationschef Margarita Mathiopoulos (f. 1956) som partiets pressechef, selvom denne hverken var medlem af partiet eller vesttysk statsborger. Ved Brandts personlige indsats var hun med sine forældre blevet hjulpet til Tyskland på flugt fra juntastyrets magtovertagelse i Grækenland i 1967, og hun blev regnet for veninde af Brandt og dennes daværende hustru, Brigitte Seebacher-Brandt (f. 1946). Samme år som Willy Brandt måtte gå af, blev Mathiopoulos gift med CDU-politikeren Friedbert Pflüger (f. 1955), hvilket er bemærkelsesværdigt, derved at Brandts afgang ikke mindst fandt sted efter pres fra SPD's højrefløj.

Det var på det udenrigspolitiske område, at Brandt opnåede sine store resultater. Et stort øjeblik i Willy Brandts liv blev Berlin-murens fald og åbning i november 1989. Med hans egne ord: Jetzt wächst zusammen, was zusammen gehört ('Nu vokser det sammen, der hører sammen').

Berlins nye lufthavn i Schönefeld, nu Berlin Brandenburg Airport Willy Brandt, og SPD's hovedkvarter i Berlin, Willy-Brandt-Haus, er opkaldt efter ham.

Flere af Willy Brandts bøger er oversat til dansk, bl.a. erindringerne Møder og erfaringer (1976, på dansk samme år) og Erindringer (1989; på dansk i 2 bind, 1990) samt debatbogen Det organiserede vanvid (1985, på dansk 1986).

• Vesttyskland
• østpolitik
• Egon Bahr
• Günter Guillaume
• Tysklands forbundskanslere