Vesttyskland

Efter det nazistiske riges nederlag og opløsning i maj 1945 overtog de allierede sejrherrer kontrollen og magten i Tyskland, der foregik via Det Allierede Kontrolråd. De opdelte Tyskland i fire besættelseszoner: I den vestlige del af Tyskland fandtes en britisk zone i nord, en amerikansk i syd og en fransk i sydvest, mens den østlige del blev sovjetisk besættelseszone. Hovedstaden Berlin blev en særlig og separat enhed, ligeledes opdelt i fire besættelsessektorer.

Fra 1946 blev der etableret delstater i de vestlige zoner. I 1947 blev den amerikanske og britiske zone sluttet sammen til den økonomiske bizone, og i 1948 sluttede den franske zone sig til det, der nu kaldtes trizonen. I trizonen gennemførtes i juni 1948 en valutareform, der erstattede den eksisterende møntfod Reichsmark med Deutsche Mark (D-Mark). Valutareformen betød en de facto deling af Tyskland i et vestligt og et østligt område.

Fra 1948 modtog de vestlige zoner og Vestberlin hjælp fra den amerikanske Marshallplan (European Recovery Program, ERP), hvilket bidrog til den økonomiske genopbygning i zonerne; og fra samme år arbejdede de tre vestmagter Frankrig, Storbritannien og USA for at etablere en ny demokratisk stat i vestzonerne. I efteråret 1948 nedsattes en forfatningskommission, Parlamentarischer Rat, der skulle udarbejde et forslag til en forfatning for en ny stat. Efter at forslaget i foråret 1949 med mindre ændringer var blevet godkendt af vestmagterne, blev det i maj godkendt af de vesttyske delstater – bort set fra Bayern – og en ny forfatning trådte i kraft den 23. maj 1949. Med valget til et parlament, Forbundsdagen, og af en forbundskansler og en præsident i henholdsvis august og september 1949 var den nye stat Bundesrepublik Deutschland konstitueret i september 1949.

Da Berlin ikke var del af Vesttyskland, blev byen Bonn ved Rhinen i delstaten Nordrhein-Westfalen valgt til hovedstad i den nye stat. Det skyldtes formentlig, at Vesttysklands første kansler, Konrad Adenauer fra det kristeligt-demokratiske parti CDU, boede i den lille by Rhöndorf i nærheden af Bonn.

I den sovjetiske zone blev en anden tysk stat, DDR (Deutsche Demokratische Republik), oprettet i oktober 1949. Dermed var Tyskland delt i to. De to tyske stater anerkendte dog ikke hinanden.

Med den nye forfatning, Grundgesetz, skabtes en demokratisk forbundsstat med 11 delstater. Den påberåbte sig også at tale for de tyskere, der ikke frit havde kunnet medvirke ved vedtagelsen, dvs. tyskerne i den sovjetiske besættelseszone. Forfatningen baserede sig på en lære fra Weimarrepublikken, hvilket skulle bidrage til at skabe et mere stabilt demokrati.

Det nye demokrati definerede sig som et "wehrhafte" demokrati, dvs. et demokrati, der kunne forsvare sig. Således blev det med Artikel 21 muligt at forbyde partier og organisationer, der udgjorde en trussel mod det demokratiske system og mod Forbundsrepublikkens territoriale bestand som forfatningsstridige (verfassungswidrig). Forbud kunne udstedes af særlig forfatningsdomstol (Bundesverfassungsgericht). Det resulterede i forbud mod det nazistiske Deutsche Reichspartei SRP i 1951 og mod det kommunistiske KPD i 1956. Forbundskansler Adenauer skal sågar have overvejet at søge at få det danske mindretals parti Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) forbudt, fordi det arbejdede for en ny folkeafstemning i Sydslesvig og dermed for en mulig grænseændring til Danmark.

Forfatningen styrkede regeringsmagten, idet den gjorde det svært at vælte kansleren og hans regering. Med såkaldt konstruktive mistillid (artikel 67) kan en kansler kun væltes, hvis der i en hemmelig afstemning har vist sig flertal for en navngiven efterfølger. Det er kun lykkedes en enkelt gang, nemlig i 1982, da Helmut Schmidt fra det socialdemokratiske parti SPD blev væltet og afløst af Helmut Kohl fra CDU.

Valgloven omfattede en høj spærregrænser på 5 % for partiers repræsentation i Forbundsdagen, og det medførte, at færre partier blev repræsenteret end under Weimarrepublikken, og at et mere stabilt regeringssystem fremkom. Disse forhold gælder stadig i det forenede Tyskland, der opstod i 1990.

Endelig indledtes forfatningen med de såkaldte Grundrechte, dvs. borgerlige rettigheder. Vigtigst af dem er artikel 1 om menneskerettighederne: "Menneskets værdighed er ukrænkelig. At agte og beskytte den er enhver statslig magts forpligtelse."

Det nye Vesttyskland blev dog ikke fuldt suverænt, idet den allierede besættelse i lempet form fortsatte. Landet var frem til 1955 underlagt den såkaldte besættelsesstatut, der gav den allierede højkommission bestående af repræsentanter fra de tre besættelsesmagter en vis kontrol med vesttysk lovgivning, og som i udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk henseende gjorde Vesttyskland, som var uden eget militær, afhængigt af de tre besættelsesmagter. I 1949 blev der med Ruhrstatutten indført international kontrol med Ruhrområdet og dets produktion, der varede indtil 1951, da den overgik til Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab.

I 1951 fik Vesttyskland et selvstændigt udenrigsministerium, og landet blev fra samme år diplomatisk anerkendt af mange lande, bl.a. Danmark. Efter udsoning med Frankrig (Vestpolitik) kunne Vesttyskland, ligeledes fra 1951, indgå i den såkaldte vestintegration, hvilket skaffede landet ligestilling mod at indgå i overnationale fællesskaber. Det skete med vesttysk indtræden i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i 1952 og i det europæiske Fællesmarked, EF, i 1957. Vesttyskland stillede med Walter Hallstein den første præsident for EF-kommissionen.

I 1955 ophørte besættelsesstatutten, og Vesttyskland kunne nu så godt som fuldt suverænt samme år indtræde i to forsvarsalliancer, NATO og Den Vesteuropæiske Union (WEU), og opbygge et eget militær, Bundeswehr. Den vestallierede besættelse ophørte samme år – bortset fra i Berlin.

Vesttyskland anerkendte ikke selv DDR og dets styre. Med den såkaldte Hallstein-doktrin fra 1955 søgte Vesttyskland at fastholde den internationale isolation af DDR. Bl.a. truede man med at afbryde de diplomatiske og økonomiske forbindelser med stater, der anerkendte DDR. Det skete to gange, først over for Jugoslavien i 1957 og siden over for Cuba i 1963.

I det vesttyske demokrati havde kansleren en meget stærk stilling, hvorfor det er blevet omtalt som et kanslerdemokrati. Af afgørende betydning for det nye demokrati og dets bestand blev, at det blev accepteret af tyskerne. De havde i det store flertal støttet nazismen, og derfor blev den lempelige håndtering af afnazificeringen og fortiden vigtig for tyskernes opbakning. Dertil kom, at Vesttyskland fra begyndelsen af 1950'erne oplevede et økonomisk mirakel (Wirtschaftswunder), der med den sociale markedsøkonomi sikrede tyskerne arbejde og økonomisk fremgang og velstand, symboliseret ved folkevognen (kaldet "Käfer").

Af stor betydning for Vesttysklands prestige og status hos tyskerne blev, at Vesttyskland i 1954 sensationelt vandt VM i fodbold i Schweiz. Under parolen Wir sind wieder wer ('Vi er igen noget') bliver det ofte omtalt som Forbundsrepublikkens egentlige fødsel, Geburtsstunde.

Vesttysklands første kansler blev Konrad Adenauer, der regerede landet frem til 1963, og som under den kolde krig forankrede Vesttyskland fast i vesten. Først i 1966 kom det socialdemokratiske SPD med i magten, da partiet indgik den store koalition med CDU og dets bayerske søsterparti CSU ledet af Kurt Georg Kiesinger fra CDU. Den store koalitions regeringstid medførte indenrigspolitisk protester, især mod dens forslag om nødretslovgivning, og den udløste ungdoms- og studenteroprøret i 1968. Under SPD's medvirken indledtes i anden halvdel af 1960'erne en tilnærmelse til den anden tyske stat DDR, der dog stadig ikke blev formelt anerkendt.

SPD under Willy Brandt vandt forbundsdagsvalget i september 1969, og med valget af ham til forbundskansler kunne der dannes en socialliberal koalition med det liberale parti FDP. Regeringens motto blev "at vove mere demokrati"; den gennemførte forskellige reformer, men den gennemførte først og fremmest med sin østpolitik en udsoning med det kommunistiske Østeuropa. I marts 1970 mødtes Brandt således med sin østtyske kollega Willi Stoph. Det var det første møde på statsligt plan mellem de to tyske stater. Efter aftaler med Sovjetunionen og Polen 1970, der anerkendte de eksisterende grænser i Østeuropa og dermed afståelsen af de tidligere områder øst for floderne Oder og Neisse, lykkedes det i december 1972 at indgå den tysk-tyske aftale med DDR, hvor Vesttyskland anerkendte DDR som stat, men ikke Tysklands deling i to. Det førte til international anerkendelse af DDR, af Danmark i 1973.

Willy Brandt måtte trække sig i 1974 og blev erstattet af Helmut Schmidt fra SPD som kansler. Indenrigspolitisk blev 1970'erne præget af den venstreorienterede terrororganisation Rote Armee Fraktions (RAF) voldelige kamp mod den vesttyske stat og "imperialismen", der resulterede i flere mord, attentater og gidseltagninger. Som svar herpå indførtes i 1972 den såkaldte Radikalenerlass ('Ekstremistbekendtgørelsen', på dansk kendt under den mere generelle tyske betegnelse Berufsverbot), der skulle forhindre angivelige forfatningsfjender i at blive ansat i det offentlige. Det ramte især medlemmer af det nu tilladte kommunistiske parti Deutsche Kommunistische Partei (DKP). Den indenlandske terror kulminerede i det "tyske efterår" 1977 med flere mord, en flykapring og en gidseltagning, men kansler Helmut Schmidt nægtede at bøje sig for RAF's afpresning for at få sine fængslede ledere løsladt.

Vesttyskland opnåede i 1970'erne, der trods oliekrise var en økonomisk fremgangstid, voksende international anerkendelse og betydning, og som førende eksportnation var landet i 1976 med til at oprette det årlige topmøde mellem de syv største industrilande, G7 (i årene 1998-2014 G8). Og i 1988 blev den tidligere forsvarsminister Manfred Wörner (1934-1994) udnævnt til generalsekretær for NATO.

Voksende spændinger i den socialliberale koalition medvirkede til en politisk krise i 1982, da det liberale FDP støttede valget af Helmut Kohl fra CDU til ny kansler og dermed væltede Helmut Schmidt.

Under Kohl fortsattes tilnærmelsen til DDR, Den østtyske statsleder Erich Honecker var på officielt besøg i Bonn i 1987, og der blev indgået flere aftaler med DDR – således i 1986 en kulturaftale. Indenrigspolitisk var der mere stilstand. Men de omvæltninger, der i 1989 indledtes i Ungarn og Polen, og som førte til huller i jerntæppet, forplantede sig til DDR, hvor det østtyske styre kom under pres for reformer.

Berlin-muren blev åbnet den 9. november 1989, og opløsningen af DDR skred videre. Kohl foreslog i november en plan for tysk genforening, og det første frie valg i DDR i marts 1990 resulterede i en sejr for de partier, der ønskede en forening med Vesttyskland. Det førte fra april 1990 til forhandlinger mellem de to stater, 1. juli 1990 blev der indgået en aftale om en økonomisk og valutarisk union, og den 31. august blev Einigungsvertrag (foreningstraktaten) indgået, der ville slutte DDR's område sammen med Vesttyskland og udvide Grundgesetz' gyldighedsområde til også at omfatte DDR. Det blev accepteret af de fire tidligere besættelsesmagter, der fortsat holdt Berlin besat og skulle høres om en eventuel tysk forening, med 2 plus 4-aftalen den 12. september, den såkaldte "afsluttende ordning med hensyn til Tyskland", som de facto sluttede fred med Tyskland. En formel fredsslutning har endnu ikke fundet sted.

Den 2. oktober 1989 blev DDR opløst, og DDR-området blev den 3. oktober indlemmet i Vesttyskland, og tysk enhed blev fuldbyrdet. Dermed blev det nu udvidede Vesttyskland til Forbundsrepublikken Tyskland. Helmut Kohl blev således både den sidste vesttyske og første fællestyske kansler.

• Tysklands historie fra 1933 og frem
• DDR
• Berlins historie fra 1945
• det tysk-israelske forhold
• Vergangenheitsbewältigung
• Wirtschaftswunder
• Spiegel-affæren
• Günter Guillaume
• Tysklands forbundskanslere