Eufemisme

Eufemisme (græsk) er en sproglig omskrivning, hvor noget ubehageligt, anstødeligt, vulgært, negativt eller tabubelagt betegnes med et formildende, forskønnende eller mindre direkte udtryk i stedet for med det egentlige ord. Eufemismer bruges blandt andet, når et ord opfattes som socialt uønsket, groft eller nedsættende, dvs. som et pejorativ.[1]
Typiske eksempler er sove ind, afgå ved døden eller den hensovede i stedet for dø eller den døde, adamskostume og evakostume i stedet for nøgenhed, gå i byen i stedet for svire, lønmodtager i stedet for arbejder, samspilsramt i stedet for adfærdsvanskelig eller miljøskadet, ældre i stedet for gammel og familietragedie i stedet for drab på familiemedlemmer.[1]
Den canadiske psykolog og lingvist Steven Pinker har beskrevet den såkaldte eufemisme-trædemølle, hvorefter de negative associationer, der oprindelig knytter sig til et ord, med tiden overføres til den eufemistiske erstatning. Når eufemismen selv bliver belastet, opstår der derfor behov for en ny omskrivning. Ifølge denne opfattelse løser nye betegnelser ikke i sig selv de sociale eller materielle problemer, de henviser til, men kan højst tilsløre dem og i visse tilfælde forsinke en egentlig løsning.
I nogle sammenhænge ses den modsatte tendens, hvor eufemismer bevidst afvises, og fænomener i stedet omtales direkte ud fra en opfattelse af, at de ikke bør skjules eller skambelægges. I 1970'erne insisterede dele af kvindebevægelsen eksempelvis på ordet kvinde frem for dame eller pige, og mange homoseksuelle har tilsvarende taget ordet bøsse, der tidligere var negativt og tabubelagt, i brug som en neutral eller selvvalgt betegnelse. I nyere bevægelser som veganisme forekommer en beslægtet strategi, hvor eufemismer i dyreproduktionen søges nedbrudt ved at kalde læder for dyrehud, hønseæg for sekreter og bøffer eller koteletter for døde grise og køer.
Eufemismer og krig
[redigér | rediger kildetekst]Eufemismer er ofte anvendte i omtale af krig.[2] Selve begrebet krig betegnes til tider som "aktivistisk udenrigspolitik", "militære operationer", "internationale missioner, "kampagner" etc., ligesom bombardementer omtales som "levering af bomber", hvis resultater ikke er dræbte mennesker, men "tab", eventuelt "civile tab".
Systematiseret udryddelse af mennesker af jødisk oprindelige blev af nazisterne omtalt som "Den endelige løsning på det jødiske problem",[3] og Fordrivelsen af tyskere efter 2. verdenskrig blev blandt andet betegnet som en "befolkningsoverførsel" osv.
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Noter
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 von der Hude, Christian Karl Tulinius (1918). "Eufemisme". I Blangstrup, Chr. (red.). Salmonsens konversationsleksikon. Vol. 7. (2. udgave). København: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. s. 544.
- ↑ "Soldater er i krig. Anerkend det – uden at pakke tingene ind i floromvunden tale, politiken.dk". Arkiveret fra originalen 11. december 2017. Hentet 21. september 2017.
- ↑ [http://www.holocaust-uddannelse.dk/holocaust/endlosung.asp Arkiveret 7. november 2020 hos Wayback Machine Om Endlösung på holocaust-uddannelse.dk